Digitalisering, Kvalitet, Teknologi, Udvikling

Hvad vi lærte af at teste sensorteknologi på kontoret

Sensorer i kontorområde

Hos CleanManager udvikler vi software til rengøringsbranchen og arbejder hver dag på at gøre arbejdsprocesser smartere. Vi er samtidig nysgerrige på, hvordan nye teknologier kan understøtte planlægning og dokumentation. For at undersøge, om sensorteknologi kan aflaste vores rengøringspersonale og optimere driften, valgte vi at teste det i vores kontorlokaler.

I denne artikel deler vi vores erfaringer, de fordele vi har oplevet, og de udfordringer vi stødte på undervejs. Vi giver også konkrete anbefalinger til dig, der overvejer at investere i sensorteknologi.

Teknologi skal give mening i praksis, og det gælder også sensorer

Teknisk set er sensorer en del af det, man kalder Internet of Things (IoT). For en rengøringsvirksomhed betyder det ganske enkelt, at de er små, trådløse bokse, som automatisk sender data uden kabler og uden behov for kompliceret IT. Sensorer sender selv en besked når et mødelokale slet ikke har været brugt, når et område er markeret som rengjort, eller når luftfugtigheden viser behov for en ekstra indsats. På den måde sparer du tid, får dokumentation på arbejdet og kan være sikker på, at dine kunder får den service, de forventer, uden at du selv behøver at tjekke alting.

Hvorfor valgte vi sensorer? 

Vi var nysgerrige på, om realtidsdata kunne give os nye indsigter i, hvordan vores mødelokaler og fællesområder faktisk bliver brugt og om den viden kunne bruges til at justere rengøringsplaner, så vi undgår at bruge tid og ressourcer unødigt. Det handlede ikke om at rette op på noget, der ikke virkede, men om at undersøge mulighederne i teknologien.

Vores primære mål med at teste sensorteknologi var:

Kan vi undgå at gøre rent i ubrugte rum?

  • Vi ville undersøge, om sensordata kan give et bedre grundlag for planlægning og samarbejde.

Kan vi aflaste personalet og frigøre tid til andre rengøringsopgaver?

  • Vi ville undersøge, om vi kan reducere unødvendige rengøringsopgaver ved at måle temperatur, bevægelse og luftfugtighed – og dermed frigøre tid til kvalitetskontrol og andre vigtige opgaver.

Hvordan kan sensorteknologi skabe værdi for vores kunder?

  • Når ny teknologi rammer markedet, kan det være svært at vide, om den virkelig gør en forskel i hverdagen og på bundlinjen. Derfor tester vi selv nye løsninger for at se, hvordan de fungerer i praksis, og hvilke udfordringer der kan opstå.

Vi ønskede at se, hvordan sensorer i praksis kunne integreres i en rengøringsplan, og om den reelt kunne gøre en forskel i vores kontorområde. 

En sensor i et kontorområde

Hvad kan sensorteknologi? 

Vi brugte en model, som måler temperatur, luftfugtighed og bevægelse. Sensoren kræver ingen lokal opsætning eller Wi-Fi og når den er tændt, sender den automatisk data via et lavfrekvent netværk. Alt data vises i et simpelt dashboard i browseren og kræver ikke ekstra installationer eller apps.

Sensoren måler:

  • Temperatur
  • Luftfugtighed
  • Bevægelse (tilstedeværelse)

Hvad sker der med vores data?

  • Automatisk i ens internetbrowser
  • Sensorerne er ikke tilkoblet Wi-Fi, som betyder at der ikke mistes data, når internetforbindelsen har afbrydelser eller er ustabil
  • Sensorerne har ikke et kamera og optager dermed heller ikke persondata

Sensorens visuelle overblik giver hurtigt indblik i, hvilke områder der har været i brug, og hvor der måske ikke er behov for rengøring.

Sådan implementerede vi sensorer

At tage sensorer i brug handler ikke bare om at sætte dem op og lade dem måle. En vellykket implementering kræver grundig planlægning og test. Vi skulle først sikre, at sensorerne kunne integreres i den daglige drift, fungere sammen med eksisterende rutiner og levere meningsfuld data uden at forstyrre personale eller processer.

Placering og dækning: Vi testede forskellige vægplaceringer for at sikre optimal dækning af både indeklima og bevægelse. Sensoren blev placeret vertikalt i øjenhøjde (ca. 1,2–1,5 m), væk fra direkte sollys, hjørner, ventilationsudtag eller varmekilder for at undgå fejlmålinger.

Synsfelt for bevægelsesregistrering: I nogle rum blev bevægelse ikke registreret korrekt, fordi møbler eller andre genstande blokerede udsynet. Derfor krævede det at finde placeringer med frit udsyn til centrale områder som døråbninger, så sensorens tilstedeværelsessignal blev præcist. Implementeringsfasen kræver derfor, at sensorerne opsættes på en måde, der passer til de konkrete forhold i kontoret.

Aktivering og batteri: Sensorerne aktiveres med magnetberøring. Selvom den har en lang batterilevetid (flere år ved typisk brug), kræver det stadig opmærksomhed at planlægge vedligeholdelsesintervaller og sikre optimal aktivering.

Rumplan over CleanManagers bygning med kontorer og fællesområder. Røde og grønne prikker markerer sensorernes placering: rød viser lokaler, der skal rengøres, grøn viser lokaler, der ikke skal rengøres.
Dette er rumplanen over CleanManagers bygning, der viser vores kontorer og fællesområder. De røde og grønne prikker markerer sensorer: rød viser lokaler, der skal rengøres, mens grøn viser lokaler, der ikke skal rengøres.

Vi placerede sensorer i mødelokaler, større kontorer og fællesarealer for at få indblik i, hvor meget rummene faktisk blev brugt, støtte rengøringspersonalet og samtidig indsamle data om indeklimaet. Alle målinger blev samlet i ét enkelt dashboard, som gav et hurtigt overblik uden teknisk besvær. Opsætningen var enkel, og der var ingen behov for IT-hjælp.

Vi valgte en af de små sensorer, som sidder diskret og måler klima og tilstedeværelse. Der findes flere forskellige versioner, sådan at du har mulighed for at finde den sensor, der passer bedst til dine behov. Vi valgte en, der kræver minimal strøm. Så er den klar til at sende data automatisk, med faste mellemrum og også straks ved større ændringer i målinger.

Uanset hvor vi placerer den, og selv uden Wi-Fi eller anden lokal netværksopsætning, virker den straks, så længe den ikke er helt indkapslet i en strålingsbeskyttet boks. Det gør opsætningen utrolig enkel, da man kun skal tænke på placeringen og ikke på kabler eller netværksdetaljer.

For at aflæse de indsamlede data kræver det ikke en app. I stedet samles alt data, som kan læses via ens browser. For en rengøringsmedarbejdere betyder det, at vedkommende kan åbne et kort og se hvor der har været meget aktivitet, og dermed vide, hvor der skal gøres rent. 

For eksempel kan en rengøringsmedarbejder åbne et kort, se hvor der har været meget aktivitet, og dermed vide, hvor der skal gøres rent.

Alt indsamlet data er tilgængeligt for administratorer via login. Her kan man hente rapporter om indeklima og brugsmønstre og dermed følge udviklingen over tid.

En succesfuld implementering handler ikke kun om teknik, det kræver også forandringsledelse. Rengøringspersonalet skal inddrages fra starten, så de forstår, hvordan sensorteknologi kan støtte deres arbejde i stedet for at komplicere det. Når medarbejderne oplever, at data hjælper dem med at prioritere opgaver og sparer unødvendige ture til tomme lokaler, bliver teknologien et værktøj, der giver mening i hverdagen.

Sådan implementerede vi sensorerne

1. Kortlægning af daglig drift
Vi vurderede, hvordan sensorerne kunne integreres i vores rutiner og give brugbare data uden at forstyrre personale eller processer.

2. Placering og opsætning
Vi testede forskellige vægplaceringer og fandt de mest præcise positioner – vertikalt i øjenhøjde, med frit udsyn til rummets centrale områder.

3. Indkøring og test
Vi fulgte data i opstartsfasen og justerede placeringen, hvis møbler eller andre forhold blokerede for præcis registrering af bevægelse og klima.

4. Drift og vedligeholdelse
Sensorerne blev aktiveret med en magnet, og vi planlagde vedligehold efter batteriets levetid. Data blev tilgået via browser og rapporter, så både rengøringspersonale og administratorer fik et klart overblik.

Små indsigter – stor værdi: Vores erfaringer med sensorer

Brugen af sensorer gav os hurtigt nogle tydelige fordele. Vi fik et mere præcist billede af, hvordan vores lokaler faktisk blev anvendt, i stedet for at basere rengøringen på antagelser. Det betød, at vi kunne justere planerne og undgå rengøring i rum, der stod tomme, og i stedet frigøre tid til andre opgaver. Samtidig gav målingerne af temperatur og fugt os indsigt i indeklimaet, hvilket kan bruges til at forebygge skimmel og skabe et bedre arbejdsmiljø.

Implementeringen krævede dog også justeringer. Placeringen havde stor betydning, og vi måtte teste os frem for at finde de steder, hvor bevægelsessensorerne kunne registrere brugen af rummene korrekt. I enkelte tilfælde var møbler eller vægge i vejen, hvilket gjorde målingerne upræcise, indtil vi flyttede sensoren. Det viste, at teknologien fungerer bedst, når den er tilpasset omgivelserne.

En anden udfordring var forståelsen af data. Selvom sensorteknologi leverer enkle grafer og rapporter, krævede det en indsats at sikre, at rengøringspersonalet kunne bruge informationerne i hverdagen. Derfor var inddragelse og dialog en vigtig del af processen, så data blev et reelt hjælpemiddel frem for blot en ekstra informationskilde.

På den positive side oplevede vi, at teknologien skabte en mere gennemsigtig dialog internt. Data kunne tydeligt vise, hvilke lokaler der blev brugt, og hvilke der stod tomme, hvilket gjorde det lettere at tilpasse rengøringsindsatsen. Det reducerede unødvendige opgaver og understøttede et mere fleksibelt arbejdsmiljø.

En stor fordel er, at sensorerne arbejder konstant i baggrunden uden at forstyrre – de har ingen “sygedage”, kræver minimal vedligeholdelse og leverer pålidelige målinger døgnet rundt. På længere sigt kan det give både et bedre arbejdsmiljø og mere effektiv udnyttelse af ressourcerne.

Sensor tæt op af en hvid væg

Indsigter fra vores erfaring

Det meste af de data, vi fik ind, stemte godt overens med vores forventninger – et positivt tegn på, at vores nuværende rutiner passer til den faktiske brug af lokalerne. Men sensorerne afslørede også, at ét lokale blev anvendt langt mindre, end vi troede. Denne indsigt gav anledning til en intern dialog om rengøringsbehovet og om vi skulle justere vores plan, så ressourcerne kunne bruges dér, hvor de skaber mest værdi. Det viser, hvordan selv små indsigter kan føre til konkrete forbedringer i den daglige drift.

Sådan en indsigt er svær at få gennem observation alene, men bliver tydelig, når man arbejder med visuel data. Det gør det lettere at tage beslutninger og føre en kvalificeret dialog – både internt og med rengøringspersonalet.

Visualiseringerne hjalp med at skabe fælles forståelse, og det er i sig selv en vigtig pointe. På dashboardet kunne vi se en række konkrete målinger fra konferencelokalet: temperaturen lå omkring 22,9 °C, mens luftfugtigheden var 63,7 %. Sensoren markerede samtidig, at rummet stod ledigt, og batteristatus var stabil. Dækningen viste et stærkt signal, så dataoverførslen fungerede problemfrit.

Over tid blev tallene præsenteret som grafer, der gav et hurtigt overblik over udviklingen: temperatur og luftfugtighedsvariationer, stabil batteriydelse og signalstyrke, samt registrering af om lokalet var optaget eller ledigt. Alt sammen en visuel opsummering, der gjorde det let at tale om brug, klima og ressourcer på en fælles, datadrevet måde.

Dashboardvisning af CleanManagers mødelokale med sensordata, der viser temperatur, luftfugtighed, optaget/ledig-status, batteristatus og dækning, med linjediagrammer for hver måling.
Sensordata fra CleanManagers mødelokale. Dashboardet viser temperatur, luftfugtighed, om lokalet er optaget eller ledigt, batteriniveau og signaldækning — og giver et realtidsoverblik over forholdene i lokalet.

Hvad vi blev opmærksomme på

Sensorer er et nyttigt værktøj – men ikke en løsning i sig selv. Data skal tolkes med omtanke. Et lokale kan godt fremstå ubrugt i systemet, men der kan stadig være behov for rengøring, fx pga. krummer, affald eller spild, som sensoren ikke registrerer.

Derfor er det vigtigt, at rengøringspersonalet:

  • Forstår, hvad dataen viser – og hvad dataen ikke viser
  • Ved, hvordan den skal bruges i planlægningen
  • Ikke oplever teknologien som kontrol, men som støtte i deres daglige arbejde

Sensorerne indeholder ikke kamera, gemmer ingen persondata og overvåger ikke mennesker. De måler udelukkende aktivitet i rummet og giver et beslutningsgrundlag og ikke en facitliste.

Hvad vores test viser

Vores test viser, at sensorteknologi ikke er et quick fix, men et værdifuldt supplement. De giver indblik i brugsmønstre, som ellers kan være svære at fange i hverdagen, og fungerer bedst i samspil med faglig vurdering og eksisterende digitale værktøjer.

Især i miljøer med svingende trafik kan sensorteknologi bidrage til:

  • Dokumentation: Klare data om brug og indeklima, der kan bruges i både drift og rapportering.
  • Planlægningsdialog: Et fælles udgangspunkt for at tale om behov og ressourcer – baseret på fakta frem for fornemmelser.
  • Datadrevet prioritering: Mulighed for at justere indsatsen og fokusere på de områder, hvor der er mest aktivitet.

Men teknologien kan ikke stå alene. Den erstatter ikke erfaring og faglighed, men den gør det bare lettere at dele, kvalificere og bygge videre på den.

Sensorer kan være et effektivt supplement til rengøringsplanlægning – især i miljøer, hvor lokaler bruges uensartet (fx skoler, kontorer eller hospitaler). De kan:

  • Understøtte behovsbaseret rengøring
  • Dokumentere brug af områder
  • Gøre planlægning mere konkret og samarbejdsbaseret
Sensor i et rum tæt op af en plante

Konklusion: Er sensorer den rette løsning for dig?

Det korte svar: Det afhænger af dine behov og omgivelser.

Vores erfaring viser, at sensorer kan være et værdifuldt supplement i rengøringsrutinen, men de fungerer ikke optimalt i alle miljøer. De har givet os bedre dokumentation, et mere præcist billede af brugen af vores lokaler og en mulighed for at tilpasse rengøringsplaner, så personalet kan fokusere deres tid dér, hvor det giver mest værdi. Men vi har også erfaret, at succesfuld implementering kræver grundig planlægning, korrekt placering og inddragelse af personalet. Uden disse forudsætninger risikerer man, at data enten misforstås eller ikke udnyttes til fulde.

Hvornår er det en god løsning?

Sensorer fungerer særligt godt, hvis:

  • Lokalerne har varierende trafik, hvor brugsmønstre er svære at vurdere ud fra observation alene.

  • Du ønsker bedre dokumentation, som kan understøtte dialogen både internt og med kunder.

  • Du er villig til at investere tid i implementeringen, herunder test af placeringer og introduktion af personalet til brugen af data.

  • Du vil aflaste personalet, så de ikke bruger tid på tomme rum, men kan fokusere på kvalitetskontrol og mere værdiskabende opgaver.

  • Du ønsker at tilbyde kunderne gennemsigtighed, fx ved at bruge data som grundlag for at vise, hvor og hvornår der har været aktivitet.

Hvornår er det mindre relevant?

Hvis dine lokaler er små, ensartede og altid i brug, vil sensorer sandsynligvis ikke give den store ekstra værdi. Data kan heller ikke erstatte det faglige blik – fx registrerer en sensor ikke krummer, spild eller behovet for en ekstra rengøring, selvom rummet står tomt i systemet.

Vores anbefalinger til rengøringsvirksomheder

Hvis I overvejer at tage sensorer i brug, bør I tage følgende med i jeres vurdering:

  • Forvent en indlæringsperiode – Afsæt tid til at introducere personalet for data, så de forstår, hvordan oplysningerne kan bruges i hverdagen. Vær forberedt på en periode, hvor placeringer og rutiner skal justeres.

  • Integrer dem i en samlet plan – Sensorer kan ikke stå alene. De skal bruges som supplement til faglig vurdering og eksisterende rutiner for at give reel værdi.

  • Evaluer udbyttet – Vurder, hvordan data kan spare jer for unødvendige opgaver eller give bedre dokumentation, og om gevinsten opvejer indsatsen.

  • Vurder dine lokaler – Sensorer giver mest værdi i lokaler med varierende trafik. Overvej derfor, hvor de vil gøre en forskel, og hvor de ikke er nødvendige.

  • Se det som et supplement – Sensorer erstatter ikke erfaring, men de kan styrke den og gøre den lettere at dele. Sørg for, at implementeringen sker i tæt samarbejde med personalet.

  • Overvej din kundebase – Tænk over, om kunderne vil se værdi i dokumentation af brug og rengøringsindsats. Data kan være et argument i dialogen om service og kan styrke både kundefastholdelse og konkurrenceevne.

Få en ekspertvurdering – Inden I skalerer op, kan det være en fordel at få rådgivning fra en brancheekspert eller en uafhængig fagperson for at vurdere, hvordan sensorer bedst kan bruges i netop jeres virksomhed.


Fordele ved at bruge sensorteknologi i rengøringsbranchen

Mere præcis rengøring – sensorerne viste, hvilke lokaler der reelt blev brugt, så vi kunne prioritere rengøringen smartere.

Aflastning af personale – mindre tid på tomme rum gav mulighed for at fokusere på andre opgaver.

Indkøring og test: – vi justerede løbende placeringen af sensorerne, indtil vi fandt de mest præcise positioner.

Objektiv dokumentation – data gav et ensartet og pålideligt grundlag, der understøttede dialogen om planlægning og prioritering.

Udfordringer og løsninger:

Placering betyder alt – sensorer registrerer ikke korrekt, hvis de sidder bag møbler eller i hjørner.
Løsning: Test forskellige positioner og vælg placering med frit udsyn til rummets centrale områder.

Forståelse af data – personalet skulle vænne sig til at bruge informationerne aktivt i hverdagen.
Løsning: Inddrag rengøringspersonalet tidligt og vis, hvordan data kan understøtte deres arbejde.

Behov for tilpasning – ikke alle lokaler har samme mønster, så data skal tolkes i kontekst.
Løsning: Kombinér sensordata med faglig erfaring for at få det fulde billede.

Klar til at prøve det selv?

Vores erfaring med sensorer viser, at teknologi kan være et værdifuldt supplement i rengøringsbranchen – men det kræver de rette rammer og en gennemtænkt implementering.

For rengøringsvirksomheder, der ønsker at optimere planlægning og dokumentation, kan sensorer være et godt sted at starte. De giver et faktabaseret indblik i, hvordan lokaler faktisk bliver brugt, og gør det muligt at prioritere indsatsen, hvor den skaber mest værdi. Samtidig kan sensorer være en måde at tiltrække medarbejdere, som interesserer sig for teknologi og digitale værktøjer – og dermed gøre virksomheden mere attraktiv som arbejdsplads.

Flere brancheeksperter peger på, at datadrevne løsninger får en stadig større rolle i rengøringsbranchen. For at bevare en konkurrencemæssig fordel kan det være en styrke at handle i tide. Den rette løsning afhænger dog altid af din virksomheds behov, kundetyper og arbejdsområder. En gradvis implementering kan gøre det lettere at integrere teknologien og sikre, at den giver reel værdi uden unødige risici.

Er sensorer relevante for jeres virksomhed? Overvej jeres behov – og test teknologien i praksis, ligesom vi har gjort.

Sådan kommer du i gang

Sensorer er en teknologi, man sagtens kan teste i lille skala:

1. Start småt – vælg ét lokale (fx et møderum eller en kantine).

2. Test i et par uger – se, hvorvidt data stemmer overens med din erfaring.

3. Involver medarbejderne – forklar, hvad sensoren viser og hvorfor.

4. Brug dataen aktivt – justér planen, hvis du opdager noget nyt.

Du behøver ikke lave om på hele driften, men du kan begynde med én forbedring ad gangen.

Det næste skridt

Hos CleanManager tror vi på teknologier, der giver mening i hverdagen. Det handler ikke om at jagte det nyeste for enhver pris, men om at vælge de løsninger, der skaber reel værdi for både medarbejdere, kunder og forretning.

Vil du vide, hvorfor rengøringsbranchen ikke længere kan undgå digitalisering? Læs artiklen: Derfor er teknologi blevet afgørende for rengøringsvirksomheder.

Vil du dykke videre ned i vores erfaringer med nye teknologier? Læs også vores case om robotstøvsugere – endnu et eksempel på, hvordan vi undersøger ny teknologi for at se, hvornår den faktisk skaber værdi for rengøringsvirksomheder.

Selvom sensorer ikke kan erstatte erfaring eller faglig vurdering, viser vores test, at de kan være et værdifuldt supplement til at optimere rengøringsprocesser. Hvis din virksomhed endnu ikke er klar til at investere i avanceret teknologi som robotter, kan sensorer være en enkel måde at få indsigt i brugsmønstre og behov. Sammen med CleanManager kan du samle planlægning, dokumentation og kvalitetssikring ét sted – og dermed tage et praktisk skridt mod en mere datadrevet og digital rengøringsvirksomhed. Vores platform strukturerer de administrative opgaver og gør det lettere at omsætte indsigter til handling i hverdagen.

FAQ: Sensorteknologi i rengøringsbranchen

Hvad kan sensorer bruges til i rengøringsbranchen?
Sensorer kan måle temperatur, luftfugtighed og tilstedeværelse i lokaler. De giver et faktabaseret indblik i, hvordan rum faktisk bliver brugt, så rengøringsplaner kan tilpasses efter behov. Det betyder, at rengøringspersonale kan spare tid på tomme lokaler og fokusere indsatsen dér, hvor den skaber mest værdi.

Hvordan fungerer sensorerne teknisk?
De sensorer, vi testede, kræver hverken Wi-Fi eller kabler. De sender automatisk data via et lavfrekvent netværk og samler målingerne i et simpelt browser-dashboard. Det betyder, at både rengøringspersonale og administratorer hurtigt kan se, hvor der har været aktivitet, og hvor der er behov for rengøring.

Er der en risiko for overvågning?
Nej. Sensorerne indeholder ikke kameraer og gemmer ingen persondata. De måler udelukkende bevægelse og indeklima i et lokale – ikke, hvem der bruger rummet. Data bruges som beslutningsgrundlag for planlægning, ikke til kontrol af medarbejdere.

Hvad sker der med mine data?
Alle målinger vises i et overskueligt dashboard og gemmes til rapportering. Fordi sensorerne ikke er afhængige af Wi-Fi, går data ikke tabt ved internetnedbrud. Administratorer kan hente rapporter over brugsmønstre og indeklima, mens rengøringspersonalet kan markere rum som rengjorte direkte i dashboardet.

Hvilke udfordringer kan der være ved sensorer?
Placering betyder meget – sidder de bag møbler eller i hjørner, kan registreringen blive upræcis. Personalet skal også introduceres til at bruge data aktivt, ellers risikerer man, at informationerne ikke bliver udnyttet. Sensorteknologi er et supplement, men kan ikke stå alene uden faglig vurdering.

Hvornår giver sensorer mest værdi?
De fungerer bedst i miljøer med svingende trafik, fx kontorer, skoler eller hospitaler, hvor det kan være svært at vurdere brugsmønstre ud fra observation alene. Sensorteknologi giver dokumentation, gør dialogen om rengøringsbehov mere konkret og kan reducere unødvendige opgaver.

Er sensorer den rette løsning for alle virksomheder?
Ikke nødvendigvis. I små lokaler, der altid er i brug, vil sensorteknologi give begrænset værdi. De er mest relevante for virksomheder, der ønsker bedre dokumentation, fleksibel planlægning og datadrevne indsigter som supplement til erfaring og faglighed.

Hvordan vælger man den rigtige teknologi i rengøringsbranchen?
Det handler ikke om at jagte det nyeste for enhver pris, men om at vælge løsninger, der skaber reel værdi i hverdagen – både for medarbejdere, kunder og forretning. Derfor tester vi selv teknologier i praksis, før vi anbefaler dem videre.

Er sensorteknologi et godt første skridt, hvis vi ikke er klar til robotter?
Ja, sensorer kan være en enkel og lavpraktisk måde at komme i gang med datadrevet drift. De kræver minimal opsætning, leverer hurtigt brugbare indsigter og kan støtte rengøringspersonalet uden at ændre hele driften.

Kan sensorteknologi bruges sammen med CleanManager?
Ja. Selvom sensorer ikke er en del af vores produkt, ser vi et potentiale i at kombinere sensorteknologi med planlægning, dokumentation og kvalitetssikring i CleanManager. Det kan give rengøringsvirksomheder ét samlet overblik og gøre det nemmere at omsætte data til handling.


Del artikel

Har du hørt det nyeste?

Ved at indtaste e-mail og klikke jo tak, tillader du at vi må sende information om nye blogindlæg samt nyhedsbreve til dig.

Du kan til enhver tid afmelde dig igen. Vi deler aldrig dine kontaktoplysninger med andre.